Madpakken

Madpakkeinspiration med rogn

Rogn er et oplagt valg til børnenes madpakke, fordi det både er nemt og velsmagende – og fordi det kan understøtte en sund kost.

Den klassiske favorit, rogn på rugbrød, er altid populær – og toppet med lidt frisk agurk og en skive citron, får den et friskt og appetitligt look.

Alternativt kan du bruge rogn som ”bøf” i miniburgere/sliders: Smør begge sider af burgerbrødet med mayonnaise eller remoulade og læg dit barns yndlingsgrønt ovenpå. Saml burgeren med citrondryppede rognskiver i midten.

Du kan også skære rogn ud i bjælker og lægge dem i en lille beholder, eventuelt sammen med lidt sweet chilisauce som dip, og give et minirugbrød med.

Husk masser af gnavegrønt i madpakken også. Det smager skønt til rogn – og gør madpakken endnu mere indbydende.

Til den lidt mere voksne frokost to-go er der også masser af spændende muligheder for at bruge rogn:

Et par citrondryppede skiver rogn i en rugbrødssandwich, smurt med f.eks. pesto, mayonnaise eller krydderurtedressing og med fyld af sprød salat, er et mættende og nærende frokostmåltid, som holder sig frisk og lækkert på farten.

Prøv også med rogn som appetitligt og blødt fyld sammen med sprøde grøntsager og din yndlingsdressing i en wrap; så er du godt tanket op.

Til din yndlingssalat kan du skære rogn ud i mindre tern, stege dem på panden – afkøle dem – og bruge dem som lækker og nærende topping.